Songane som samlar oss

Ja, vi elsker dette landet

Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910)
Melodi: Rikard Nordraak (1842–1866).

Ja vi elsker dette landet, som det stiger frem
Furet værbitt over vannet med de tusen hjem
Elsker elsker det og tenker på vår far og mor
Og den saganatt som senker drømmer på vår jord

Dette landet Harald berget med sin kjemperad
Dette landet Håkon verget medens Øyvind kvad
Olav på det land har malet korset med sitt blod
Fra dets høye Sverre talte Roma midt imot

Bønder sine økser brynte hvor en hær drog frem
Tordenskjold langs kysten lynte så den lystes hjem
Kvinner selv stod opp og strede som de vare menn
Andre kunne bare grede men det kom igjen

Visstnok var vi ikke mange men vi strakk dog til
Da vi prøvdes noen gange og det stod på spill
Ti vi heller landet brente enn det kom til fall
Husker bare hva som hendte ned på Fredrikshald

Hårde tider har vi døyet ble til sist forstøtt
Men i verste nød blåøyet frihet ble oss født
Det gav faderkraft å bære hungersnød og krig
Det gav døden selv sin ære og det gav forlik

Fienden sitt våpen kastet opp visiret for
Vi med undren mot ham hastet ti han var vår bror
Drevne frem på stand av skammen gikk vi søderpå
Nu vi står tre brødresammen og skal sådan stå

Norske mann i hus og hytte takk din store Gud
Landet ville han beskytte skjønt det mørkt så ut
Alt hva fedrene har kjempet mødrene har grett
Har den herre stille lempet så vi vant vår rett

Ja vi elsker dette landet som det stiger frem
Furet værbitt over vannet med de tusen hjem
Og som fedres kamp har hevet det av nød til seir
Også vi når det blir krevet for dets fred slår leir

Nordmannen

Tekst: Ivar Aasen (1813–1896)

Mellom bakkar og berg utmed havet, heve nordmannen fenge sin heim
Der han sjølv heve tuftene grave, og sett sjølv sine hus oppå deim

Han såg ut på dei steinute strender, der var ingen som der hadde bygd
«Lat oss rydja og byggja oss grender, og så eiga me rudningen trygt»

Han såg ut på det bårute havet, der var ruskut å leggja utpå
Men der leikade fisk nedi kavet, og den leiken den ville han sjå

Fram på vinteren stundom han tenkte, gjev eg var i eit varmare land
Men når vårsol i bakkane blenkte, fekk han hug til sin heimlege strand

Og når liane grønskar som hager, når det lavar av blomar på strå
Og når netter er ljose som dagar, kan han ingen stad venare sjå

Smaaguttenes Nationalsang

Tekst: Henrik Wergeland (1808–1845)

Vi ere en Nation vi med, vi Smaa, en Alen lange:
et Fædreland vi frydes ved; og Vi Vi ere mange.
Vort Hjerte veed, vort Øje seer, hvor godt og vakkert Norge er,
vor Tunge kan en Sang blandt fleer af Norges Æressange.

Meer grønt er Græsset intetsteds, meer fuldt af Blomster vævet,
end i det Land, hvor jeg tilfreds hos Far og Mor har levet.
Jeg vil det elske til min Død, ei bytte det, hvor jeg er fød,
om man et Paradis mig bød, af Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mere blaa? Hvor springe vel saa glade
de Bække, som i Engen gaa for Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved, saa hvid og klar som strøet med
l Stjernehimlens Herlighed og hvide Liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed Vaar min norske Vinter bytte,
og fremmed Slot ei nær forslaar imod min Faders Hytte.
Han siger, han er der saa fri. Det ei saa nøje fatte Vi;
men noget Godt er vist deri, som værd er at beskytte.

Gid jeg da snart maa blive stor – Jeg har saalænge biet –
at tappert jeg kan værne for min Faders dyre Frihed!
Og skulde Nogen vel med Magt faa Fædrelandet ødelagt?
Hvert Liv, min Fader jo har sagt, er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og Fyr, de stærke, eviggrønne!
som Stjernerne bag sine Sky’r er altid lige skjønne!
Kom Vaar og Høst, som altid før, med Blomster for min Moders Dør,
med gyldent Korn paa Faders Stør, som vil du dem belønne!

Norge i rødt, hvitt og blått

Tekst: Finn Bø (1893–1962)

Hvorhen du går i li og fjell, en vinterdag, en sommerkveld
med fjord og fossevell,
fra eng og mo med furutrær fra havets bryn med fiskevær
og til de hvite skjær,
møter du landet i trefarvet drakt, svøpt i et gjenskinn av flaggets farveprakt.

Se, en hvitstammet bjerk oppi heien, rammer stripen med blåklokker inn
mot den rødmalte stuen ved veien, det er flagget som vaier i vind.
Ja, så hvit som det hvite er sneen, og det røde har kveldssolen fått,
og det blå ga sin farve til breen, det er Norge i rødt, hvitt og blått.

17. mai-sang for de små

Tekst: Margrethe Munthe (1860–1931)

17. mai er vi så glad i, moro vi har fra morgen til kveld!
Da er det så du, om vi er små du, er vi med likevel
Jeg roper hurra dagen så lang, synger for Norge mangen en sang
Og jeg, jeg kan du, elske mitt land du, det skal du se en gang

Pent lite flagg du, fikk jeg i dag du, flagg med en stang så lang og så ny
Nå skal jeg springe, løfte og svinge flagget mitt høyt mot sky
Ser du den sløyfen som jeg har på, den er så gild, så rød, hvit og blå
Jeg bare venter, mor snart meg henter, så skal vi sammen gå

Far skal bli med du, tenk, vi skal se du, barna som går i rekker og rad
Se flagg og faner i lange baner! Å, du hvor jeg er glad!
Høre musikk, trommer og sang, å den som kunne bli med en gang
Kanskje jeg får du lov neste år du, da er jeg stor og lang!

Normandssang

Tekst: Ole Vig (1824–1857)

Blant alle lande i øst og vest, er fedrelandet mitt hjerte nest
Det gamle Norge med klippeborge, meg huger best

Fra Vesterhavet til kjølens rand, fra Nordishavet til Kristiansand,
der har jeg hjemme og kan istemme: Mitt fedreland

Jeg elsker eder I gamle fjell, med høye tinder og dype vell
Med skog om barmen og jern i armen til tidens kveld

Jeg elsker bølgen hvor frihet bor, og dype daler hvor freden bor,
de lier fagre, og gylne akre, på odelsjord

Jeg elsker alt som er ekte norsk, fra folkelivet til sild og torsk,
som fremad skrider, om enn det glider, en smule dorsk

Jeg elsker høylig mitt modersmål, det klinger kraftig som herdet stål
Fra hjertets grunne, i folkemunne hos Per og Pål

Dog mest jeg elsker det folkeferd som har sitt hjem mellom fjell og skjær
Hvor unge hedre de gamle fedre som bygde her